Hvid Schweizisk Hyrdehund

Kennel White Ace


 Den Hvide Schweiziske Hyrdehunds oprindelse.

 "Vær opmærksom på at den danske betegnelse i FCI er Hvid Schweizisk Hyrdehund"

 

Selvom den Hvide Schweiziske Hyrdehund endnu ikke er så kendt i Danmark. Er det en anden variant til Schæferen. Den hvide hund er lige så gammel som racen selv og kan derfor føres langt tilbage - faktisk tilbage til før den allerførste registrerede Schæfer, Horand Von Grafrath og i omkring 125 år har forskellige opdrættere arbejdet på at sikre racetypiske hvide hunde.

 

På grund af sine egenskaber og den hvide farve, har den hvide hund været populær som en hyrdehund. Farven betød bla. at ulvene ikke kunne skelne den fra fårene. Ligeledes kunne den skjule sig i fåreflokken som værn mod tyve og røvere.

 

Første gang den "hvide schæfer" optræder og vises frem var, så vidt man ved ved udstillingen i Hannover-showet i 1882. Det var Baron Von Knigge der udstillede sin gråhvide Kiraso (født 1878) og sin helt hvide schæfer Greif. Den "Hvide Schæfer" ses igen på udstilling i 1887 hvor Greif blev udstillet sammen med Greifa og Greif II.

 

Enhver Tysk Schæferhund, som kan føre sine rødder tilbage til den første officielle renavlede Tyske Schæfer Horand, som var farvet, siges at have mindst en hvid ane i sin stamtavle og i sin genetiske blodlinie.

 

Man ved, at Horands mor, Lene Sparwasser, var 50 % hvid. Horands morfar Greif var hvid. Eftersom Horands mor var 50 % hvid, så betød det, at Horand og hans bror Luchs var bærere af det hvide gen, og det er forklaringen på, at der kan forekomme hvide schæfere i et farvet kuld hvalpe. Farvede schæfere kan altså være bærere af genet for hvid pels.

 

Den første standard

Max E. von Stephanitz, der ofte kaldes ”far til racen” (1864-1936) fastlagde den første standard for schæferen. Han brugte sin hanhund Horand von Grafrath (også kaldet Hektor Linksrhein, Horand var afkom af Kastor og Lene Sparwasser) i sit avlsprogram og flere af Horand von Grafraths afkom var hvide. Max E. von Stephanitz har gennem årene skrevet mange afhandlinger om den hvide schæfer. I 1908 skrev han, at påstandene om at én farve på Tyske Schæferhunde – inklusiv hvid – skulle være bedre end andre er ren sludder. Han fastslog at farvevalget ikke skulle være fastlagt i standarden, men være op til den enkelte opdrætter. Farverne i de første Tyske Schæfere spændte fra ren sort gennem ulvegrå over multifarve og til snehvid.

 

Den 22. april 1899 blev ”Den Tyske Schæferhundeklub” stiftet. I den nye klub blev Horand, der var barnebarn af Greif, registreret som verdens første registrerede Tysk Schæfer.

 

Første Hvide schæfer i Amerika

Den første hvide schæfer, der kom til Amerika i 1906 var Mira von Dalmore, født i Tyskland den 12. juli 1905.

Omkring år 1912 var racens udbredelse i Amerika blevet stor, da der var kommet nye beundre til af racen. To af beundrene var Benjamin H. Throop fra Pennsylvania og Ann Tracy fra New York. Begge havde stor indflydelse i organisationen af den Tyske Schæfer Klub i Amerika i 1913.

 

2. Verdenskrig

Max E. von Stephanitz arbejdede hårdt med at forbedre schæferen, og for ham var det uden betydning, hvilken farve den havde, det vigtigste var mental og fysisk sundhed og egenskaber, men Nazisternes tiltagende dominans overalt i Tyskland kom også til at betyde nazistisk dominans i Der Verein für Deutsche schäfer.

Max E. von Stephanitz arbejde for en Schæfer, hvor fokus lå på exceptionelle arbejdsegenskaber og ikke farve, mødte nu modstand fra folk, som ønskede et ulveagtigt rovdyrs udseende.

 

Nazisterne som ønskede kontrol over klubben og avlen, begyndte i 1933 at gøre det umuligt for jøder at drive deres kenneler og fodre deres: Jøder kunne ikke få rationeringskort til foder og selvom hundene fik lov at blive hos opdrætterne lå det i luften, at Nazisterne kunne tage hundene, hvornår de ønskede.

 

Nazisterne var storforbrugere af hunde under 2. Verdenskrig - tusindvis af hunde blev taget fra ejerne, ikke kun Schæfere, men også Dobermans og Boxere. Ved at gøre dette ødelagde nazisterne nogle af de ældste og bedste blodlinier indenfor alle 3 racer.Nu hvor de oprindelige avlere var ude af billedet, udpegede Hitler offentlig kontrollerede private kenneler, men disse var ikke erfarne opdrættere og hårdt pressede fortog de ofte impuldive beslutninger. Hunde som ikke opfyldte Nazisterne ideal blev skudt på stedet.Denne rædsel har været overset i årevi, da Nazisternes forbrydelser mod

menneskeheden har overskygget alt andet.I 1933 bsluttede SV, under de facto Nazi kontrol, at diskvalificere hvid pels fra Schæfer standarden og dermed fra alle klub aktiviteter og avl.

 

Max E. von Stephanitz måtte opgive sit livsværk

Forfatteren Winifred Gibson Strickland lavede et interview til sin bog ”The German Sherpherd Today” med Herta von Stephanitz, som var datter af Max E. von Stephanitz, hun fortalte, hvorfor Max gav op.

Nazisterne var mere fokuseret på schæferens ydre end arbejdsegenskaber. Max havde hele livet arbejdet efter sin drøm om at avle en fantastisk arbejdshund og samarbejdspartner for mennesker. Desværre var mange af medlemmerne i den tyske klub for schæferhunden SV nu nazister og det betød ødelæggelse af Max’s drøm. Nazisterne begyndte at avle schæfere, som de mente, de skulle være og truede Max med koncentrationslejr, hvis han ikke samarbejdede. Efter 36 års arbejde i SV gav Max op og forlod klubben i 1935 - han døde et år senere den 22. april 1936.

 

Nu havde Nazisterne fuld kontrol over klubben og De hvide schæfere blev for alvor uønskede og fredløse. Man fastholdt en mening om, at den hvide pelsfarve faktor betød blegning af alle mørke farver.

Ved krigens slutning var tusinder og atter tusinder Schæfere blevet udryddet - Nazisterne konfiskerede enhver hund de kunne finde til militær tjeneste uden hensyntagen til disses værdi for avlen. Selvom de få hunde, der overlevede 2. Verdenskrig næsten kan siges at representere en ny start for racen i Tyskland, så bar disse dog gener fra Stephanitz's original avls program.

 

Efter  2. Verdenskrig

Hvid pelsede hvalpe som blev født i Tyskland efter krigen blev ikke registreret og blev omgående fjernet fra kuldene, hvilket stadigt sker den dag i dag. Derfor findes der ikke en fuldstændig optegnelse over hvid pelsede schæfere født i farvede kuld siden 1935. Hanner og tæver, der producerer kuld med en eller flere hvide hvalpe bliver dog registret og fjernet fra avlen, hvis opdrættere rapportere en sådan fordeling i deres kuld.

Det lykkedes dog få Hvide schæfere at overleve Nazisterne og 2. verdenskrig i Tyskland og Holland. Efterkommere af disse heldige Hvide schæfere, der kan føre deres arv tilbage til Hvide schæfere i slutningen af det 18. århundrede og begyndelsen af 1900 tallet lever den dag i dag på trods af ikke at kunne registreres i SV.

 

Diskvalificering af den Hvide schæfer i Amerika

Den 9. april 1968 valgte Den Tyske Schæferhundeklub i Amerika at diskvalificere den hvide schæfer fra deres standard. Det var første gang, siden klubben stiftelse i 1913, at en renavlet hvid schæfer blev diskvalificeret udelukkende på grund af dens farve.

Nogle forsøgte endda at få AKC til at fjerne alle hvide schæfere fra deres arkiver og ødelægge deres stamtavler samt nægte at stambogføre nye hvide schæfere. Disse planer mislykkedes og i dag registreres alle Tyske Schæferhunde, uanset farve, hvis begge forældre er registret som racerene.

 

Organisering af Hvid schæfer tilhængere

I protest mod de øgede fordomme mod den hvide schæfer i Tyskland organiserede tilhængere af Hvide Tyske Schæferhunde sig op gennem 1960’erne og i 1969 stiftede de den første klub for Hvide schæfere i Sacramento.

 

Den usynlige Hvide schæfer

I 1970 udkom den første bog om den hvide schæfer ”The Invincible white shepherd”, der er skrevet af Dr. Peter Neufled.

I bogen skriver Dr. Peter Neufled blandt andet, at den eneste samlede indsats for at fremavle en linie af rene hvide schæfere før 1900, var i Alasce-Lorraine i Østrig hos den magtfulde Hapsburgerske kongefamilie, hvis autokrate indflydelse i Europa indtil 1900-tallet var overalt. Historien fortæller, at dronningerne af Hapsburg ønskede Hvide Schæferhunde, der passede godt til deres hvide Lipizzaner heste, som trak de kongelige kareter, ligesom den hvide pels passede godt til de kongelige hvide balkjoler.

 

Mange Amerikanske Hvide Schæferhunde kan i dag spore deres forfædres stamtavler tilbage, ikke kun til Horand, men også til Hapsburgs syv rene blodlinier.

 

Første Hvide Schæfer klub i Amerika

I Amerika blev den første Hvide Schæferhundeklub stiftet i 1971, og i 1973 blev der oprettet en afdeling af klubben i Canada, indtil Canada stiftede sin egen klub i 1976.

 

Den Hvide schæfer til Danmark

Den første hvide schæfer, som blev registreret i Danmark var Duchess Rabecca of Malae, der kom til Danmark fra Hawaii i 1976.

Frem til 1979, da Hvide Schæferhundeklub blev stiftet var der ikke en forening for Hvide schæfer i Danmark. På det tidspunkt var der kun registreret 22 hvide schæfere i Danmark.

 

Mindre end 10 år efter den første hvide schæfer ankomst til Danmark, opstod der en ny klub ”Hvid schæferhunde registrering”, hvor Ole Riberholt var formand gennem flere år. Ole Riberholt var den første danske opdrætter af Hvide Schæfere. Han importerede 14 hvide schæfere fra forskellige steder i Canada, og var derved med til at sikre nye blodlinier i avlen af de hvide schæfere.

 

Godkendelsen

I 1985 havde UCI generalforsamling i Bruxelles, hvor der blev godkendt dem fælles standard for den Hvide Schæfer og i Danmark kunne racen nu officielt bedømmes efter en international standard for Amerikansk/Canadisk (A/C) Hvid Schæfer.

 

I 1997 fik Hvid schæfer navnet Hvid Hyrdehund i FCI og Dansk Kennel Klub (DKK).

Racen fik 1. januar 2003 en foreløbig godkendelse af FCI, og skiftede samtidig navn til Hvid Schweizisk Hyrdehund. Indtil den endelige godkendelse foreligger kan racen ikke opnå internationalt championat i FCI regi.

 

Navn

I Danmark kaldes Racen Hvid Schweizisk Hyrdehund Registreret i DKK eneste godkendte klub under FCI.

Andre klubber som DRU Hvid hyrdehund og DDH hedder racen Hvid Schæfer disse klubber er dog ikke godkendt af FCI. Hvis hunden lever op til standarten kan de muligvis overføres med dispensation. Men for herefter en blank stamtavle.

Copyright © All Rights Reserved